26-07-09: 17:47 | af: Christoffer R. Stig Christensen
Foto: ScanpixMark Cavendish vandt fuldstændig ubesværet sin sjette etapesejr, da Tour de France blev rundet af på Champs Elysées i Paris.
Ubesværet fordi briten kørte over målstregen lige foran sin trofaste leadout-man Mark Renshaw med et hul på op mod 30 meter ned til Thor Hushovd, der dog kan trøste sig med, at han beholder den grønne pointtrøje, og resten af sine hurtige konkurrenter.
Team Columbia-HTCs George "Old George" Hincapie sprængte fuldstændig feltet en kilometer fra mål og lagde den brostensbelagte boulevard helt åben for Mark Cavendish, da Thor Hushovd og flere andre sprintere blev fanget i det sidste sving af årets Tour de France. Manøvren var en flot finish på dagen for Team Columbia-HTC, der måtte arbejde hårdt på Champs Elysées, hvor resten af feltet overlod arbejdet med at køre et udbrud på otte mand ind til sportsdirektør Brian Holms ryttere.
Med den decimerede kaptajn i front lykkedes den mission, uden at der på noget tidspunkt var spænding om, hvorvidt lykkeridderne ville få opfyldt deres vildeste cykeldrøm på "verdens smukkeste boulevard". Den ære tilkom, som han på forhånd havde bebudet, 24-årige Mark Cavendish, der nu har 10 etapesejre i verdens største cykelløb på sin imponerende rekordliste - og så endda den mest prestigefyldte af dem alle for en sprinter.
Årets Tour de France er forbi, og tilbage er der kun én ting at sige: Chapeau - Hatten af.